Følgende kilder er anvendt

 

Kirkebøgerne

Er vigtigste kilde. I hvert af Danmarks ca. 1300 sogne har præsterne igennem tiden i disse kirkebøger indført oplysninger om sognets beboere såsom fødsel, dåb, konfirmation, vielse, død og begravelse. Kirkebogsindføringen blev ved lov påbudt i 1646. Dette betyder imidlertid ikke, at kirkebøgerne normalt findes fra 1646 og ned til i dag. I de ældste tider førtes kirkebogen nemlig kun i ét eksemplar, der som regel opbevaredes i præstegården. Krige, plyndringer, brande og manglende omtanke resulterede i, at kirkebøgerne gik tabt. Normalt er kirkebøgerne således kun bevaret tilbage til ca. midten af 1700-tallet. I 1814 blev der påbudt dobbelt kirkebogsføring i samtlige sogne.

 Folketællingerne

fra 1787, 1801 og 1845 er udmærkede hjælpekilder, dersom kirkebøgerne svigter. Især er tællingen fra 1845 af betydning, idet det af denne også fremgår, hvor folk er født, medens de øvrige tællinger kun oplyser om navn, stilling, ægtefælle og hjemmeværende børn.

 Skøde og panteprotokollerne

fortæller os om ejendomshandler og optagelse af lån etc. Protokoller af denne art blev påbudt ved forordning af 1738, men en stor del er gået tabt. Disse arkivalier har kun betydning, for personer der ejer fast ejendom, såsom bedrestillede borgere og selvejerbønder.

 Skifteprotokollerne

omhandler skifte- og arvegang og fortæller os, hvad folk har efterladt sig ved deres død, samt på hvilken måde efterladenskaberne fordeles arvingerne imellem. I et skifte vil således afdødes børn være nævnt, en omstændighed der kan tjene som bevis for et slægtsskab, som ellers ikke på grund af manglende kirkebøger lader sig påvise.

 Tingbøgerne

En tingbog kan være to forskellige ting: en protokol med gamle retssager eller en protokol, der indeholder oplysninger om ejendomme.

Trykte kilder

omfatter historiske årbøger, købstadshistorier, sogne- og egnsbeskrivelser etc.

Matriklerne

giver oplysninger om de enkelte gårdes størrelse, om ejer- og fæsteforhold etc.

Matriklen blev oprettet med henblik på opkrævelse af skatter.